Aftensmad til hele familien – et inspirationsindlæg

Vi er fem personer i husholdningen. Alle fem har hver sin holdning til aftensmaden. Det gør det til lidt af en udfordring at lave aftensmad, og det er ikke helt nemt at finde på noget ud af den blå luft.

Derfor kører vi med madplan. Det er mig der planlægger, køber ind og udfører. En enkelt gang glemmer jeg madplanen, og der hersker så kaos hele ugen. Plus indkøbene minder om Imelda Marcos’ skosamling. Det går jo ikke.

Jeg elsker at lave mad og synes egentlig, det er sjovt at lave madplaner. Det er planlægningsdelen af mig, der elsker udfordringen. For det er der masser af.

Som nævnt er vi fem personer. Og fordi vi er så forskellige, er der fem typer livretter (med en enkelt hele to personer har på livretslisten), mange, mange ting der skal undgås og nogle få ting, der åbenbart er en menneskeret til hvert måltid. Ja, selvfølgelig er det kød..

Min mand får krampetrækninger og åndenød, hvis der ikke er kød til aftensmaden. Der skal også være noget grønt og hans yndlingsmad er grill og spaghetti carbonara

Vores ældste kræver sovs til alle retter (med undtagelse af suppe 😄 ). Han kræver kød helt uden fedt; ingen grøntsager da alle ved, de er yderst giftige; han elsker pasta over alt på jorden og yndlingsret er lasagne, risengrød og flødekartofler

Den mellemste er klart den nemmeste. Hun elsker at prøve alt nyt og gør det gerne, selv om der måske er noget i, hun ikke kan lide. Hun har det svært ved stærk mad, det giver hende eksem, og hun rører ikke spaghetti (men alt andet pasta). Hendes yndlingsmad er tarteletter. I går aftes spiste hun fx 8 tarteletter. Jeg ville virkelig ønske, hun kunne komme på Guldkroen med sin far snart, hun ville SÅ meget værdsætte det.

Den yngste er sindssygt kræsen. Det er en kombination af os der understøtter det og hans allergi, der gør, han fx ikke kan tåle tomat og de fleste frugter. Hans yndlingsretter er risengrød og boller i karry

Og jeg selv er pescetar. Jeg er til min egen store overraskelse småkræsen. Jeg spiser ikke pastaskruer, men alt andet pasta. Jeg kan ikke lide, maden rører hinanden på tallerkenen. Jeg kan stort set ikke lide frugt; derudover rejer, makrel, blæksprutter, muslinger, kogte grøntsager. Jeg er ret kræsen egentlig.. 😱

Der er nogle retter, der fungerer fantastisk for alle. Altså alle andre end mig, men det er fordi, jeg ikke spiser kød. Her er en liste over de retter, der altid hitter, må den være til inspiration for dem, der har et hus fuld af forunderlige spisevaner:

  • Tærte med brændende kærlighed. En tærtebund, købt eller hjemmelavet. Bages med kartoffelmos og drysses med bacon og evt. persille inden servering
  • Lasagne. Det er et krav, den laves med løgpulver og passata. Men så bliver det hele også spist
  • Tomatsuppe. Laves med fløde, det tilbagevendende løgpulver og suppehorn. Jeg bager flûtes til og gratinerer dem med et tyndt lag smør og revet ost
  • Tuna casserole. Eller faktisk er det mere stuvet pasta. Pasta med bechamelsauce, tun fra dåse, masser af revet ost og så sniger jeg lige ærter i også
  • Boller i karry. Hvis jeg laver det med parboiled ris i pose (som jeg selv hader, det er på kræsenlisten nu), bliver det hele spist. Ingen rester til frokost næste dag. Vi er oppe på 3½ pose ris til 4 mennesker.
  • Hjemmelavet pizza. Men det tager en krig at lave, så det er altid en lørdagsret. Alle vælger eget fyld, så det er jo nemt at lave noget, man kan lide
  • Grydestegt kylling med ris og sovs fra kyllingen. Det bliver også altid spist op. Hvis jeg så laver råkost til, spiser alle andre end den 8-årige det. SELV DEN 16-ÅRIGE!! Og han er endnu ikke besvimet af at spise grøntsager som råkost, underligt nok.

I aften skal vi have Bøf Stroganoff. Jeg forventer, det bliver et hit hos alle andre end mig selv. Selv om jeg ikke spiser af det, elsker jeg alligevel at lave det. Især hvis jeg kan se Masterchef, mens jeg laver mad woo hoo.

Hav en god torsdag derude.

Hilsen Stine

Author

stine@xn--blogogbger-6cb.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Manne og Mandse#6

marts 3, 2021