Føler du dig gammel? Eller er det bare dine børn, der synes det…

Nu er jeg kun 48, i hvert fald om under en måned, men mine børn har en evne til at få mig til at føle, jeg er på alder med min svigermor på 80. Jeg overvejer at købe en stak fleecejakker, de der fornuftige sko med huller i og briller, der skifter farve i solen. Så falder jeg mere naturligt ind i den rolle, mine børn tildeler mig.

Jeg har sorteret mellem MANGE eksempler fra mit afkom og fundet 10 ting, der får mig til at tro, jeg levede samtidig med Harald Blåtand:

  1. Da min ældste spurgte, om saksen var opfundet, da jeg var barn
  2. Da jeg forklarede min mellemste, min moster fik et barn udenfor ægteskab og det var en skandale i en lille landsby i 1960’erne; og hun spurgte: “Hvorfor? Der er der da mange, der gør.”
  3. Da jeg fortalte, vi tog med Storebæltsfærgen for at besøge mine bedsteforældre, da jeg var barn. Jeg kunne lige så godt have sagt, vi kørte med oksekærre og gik med tøj flettet af halm
  4. Da en af børnene blev bedt om af installere et spil fra CD, fordi filen fra Steam var korrupt. Vedkommende (JEG KIGGER PÅ DIG, FRØKEN) stod og vendte den lidt i hånden og spurgte, hvad man gjorde med den
  5. Da det gik op for teenagerne, der ikke var mobiler i min barndom. De spurgte, hvad jeg egentlig brugte tiden på
  6. Samme dilemma, men de spurgte, hvordan jeg så kom i kontakt med min mor, hvis der var noget….øhhh, vi levede begge i lykkelig uvidenhed!?
  7. Min datter der spurgte, om grunden til at alle var så grimme i 80’erne var, at der ikke var makeupvideoer på youtube
  8. Datteren der gik i chok over, der ikke var youtube, da jeg var ung. “Men så kunne man jo ikke lære noget”. Nej, alle fra før 2005 har intet lært om noget.
  9. Da jeg meddelte dem, jeg afleverede alt håndskrevet i Folkeskolen, og at man IKKE skrev forkert, for ellers skulle man starte forfra. “Men kunne man ikke bare slette og så skrive videre?”. I wish…
  10. Da den mellemste undrede sig over, man stort set havde de samme ovne i 80’erne, som man har nu. Hun troede så, vi havde et støbejernskomfur. Så nu er det slut med museer for damen. Det virker lige lovlig inspirerende for hendes fantasi

Og så opdager jeg så her for en måned siden, man kan få akvarelpensler med indbygget vandbeholder. HVOR SMART ER DET? Jeg har det som om, jeg er rejst til 2150, og føler mig nu virkelig gammel. 😄

God mandag derude

Hilsen Stine

Author

stine@xn--blogogbger-6cb.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *