Mine 10 bedste køb af kunstartikler

Dette er ikke et sponsoreret indlæg, jeg bruger bare alle mine penge på kreative artikler.

Jeg maler og tegner hver dag. Så derfor har jeg en del forskellige kunstartikler, fordi jeg ikke altid er i humør til at bruge de samme medier. Det er selvfølgelig tit det samme, for man bliver jo ikke virkelig god til noget, hvis man laver det 10 minutter hver dag, så laver man noget andet i 10 minutter og så videre. Men nogle gange er det sjovt at prøve noget andet bare for at lege med det. Og derfor har jeg små hemmelige lagre med alt muligt underligt liggende over alt i mit kontor.

Der er klart nogle favoritter iblandt hele min hoarder-mængde. Som regel fordi det er noget, der bare fungerer. Som er nemt at bruge, har den ønskede effekt eller bare har oversteget mine forventninger.

Her er 10 af dem og en forklaring på, hvorfor de er så fantastiske:

  1. Et grønt viskelæder som kan viske alt ud, inkl. farveblyant og lidt for tyk blyant på akvarelpapir
  2. Akvarelpensler fra Winsor Newton. De er nemme og præcise at arbejde med og spidsen samler sig, når den er våd, så man kan arbejde med detaljer. Jeg har den i størrelse 1, 2, 4 og 00
  3. Farveblyanter fra Faber Castell. De er SÅ nemme at arbejde med. De er virkelig gode til flydende overgange og farveblanding og jeg har blandt andet lavet et mini-valmuebillede med den, se nederst i indlægget
  4. H-blyanter fra Faber Castell. Jeg har købt 2H og 4H, fordi når man skitserer i akvarel eller skal lave skygger, der ikke nødvendigvis skal være virkelig tykke eller mørke, så er H (hårdhed) nødvendigt. Disse fra Faber Castell har jeg gode erfaringer med. De er gode at holde på
  5. Akvarelblok fra St. Cuthberts Mill. Jeg kan virkelig godt lide at arbejde med dette papir og det er mit favorit. Malingen opfører sig præcist, som man forventer
  6. Rotring fineliner, 0,8 mm. Det er en af de bedste fineliners, jeg har, fordi den er suveræn at arbejde med. Jeg bruger den meget til Manne og Mandse samt nogle af de tegninger, jeg laver i anime-stil
  7. Ecoline flydende akvarelmaling. Flydende akvarelmaling er underligt fedt at arbejde med. Det er nemt at arbejde en masse pigment ind i billedet hurtigt, men også virkelig nemt at blande op med vand uden det laver rande. Jeg har begge 5-styks, 10 farver i alt.
  8. Verdens bedste stiftblyant. Jeg bruger den til ALT. Skitser, madplaner, post-its. Den er vidunderlig! Og datteren har også fået en, fordi hun synes den var så god
  9. Lille skitseblok i A6-størrelse. Det er den skitseblog jeg har med mig overalt. Jeg har basis i den, det vil sige hvordan man tegner hænder, fødder, sukkulenter og så videre. Hvis jeg skal tegne noget, jeg ikke tegner så tit, er det godt at have en how to’s med
  10. Metallicfarver til akvarel eller bullet journaling. Teknisk set en gave fra min mand, men de er simpelthen for vilde! Subtile metallic-nuancer medmindre man maler på sort papir med dem, så kommer de virkelig til udtryk. Fantastisk til aftenskyer eller bullet journaling
Billedet malet med Faber Castell-farveblyanterne

Har du nogle favoritter? Fortæl gerne hvis du har, jeg er altid interesseret i at opdage nye redskaber og medier.

Hav en faktastisk mandag.

Hilsen Stine

Author

stine@xn--blogogbger-6cb.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *