Børnene tilbage i skole – hvad har ændret sig?

Vores yngste har været i skole, siden vinterferien sluttede, og det har vi efterhånden vænnet os til. Det har klart været hårdest for ham, for han syntes, det var vildt hyggeligt at være hjemme. Men han er glad for at være tilbage til kammeraterne.

De to store startede i går. De har glædet sig vildt meget – selv den ældste. Det er selvfølgelig vennerne, der trækker mest, men bare det at komme væk fra skærmen har virkelig været et stort plus. De stod begge meget tidligt op og faldt begge i søvn, da de kom hjem kl. 15.

Så hvad har ændret sig herhjemme? Kan man overhovedet mærke forskel på bare en dag?

JA, DET KAN MAN. VIRKELIG MEGET!!!

Jeg elsker at have børnene hjemme. Det kan godt være lidt udmattende at være et serviceorgan 24 timer i døgnet, men jeg har faktisk vænnet mig til det og savner det lidt. Det er også underligt ikke at få opdateringer om alle detaljer i deres liv et par gange i timen (nok mest datteren, da drenge mellem 12-19 jo mest grynter). Mine daglige rutiner har helt forrykket sig, fordi de har været centreret om børnene. Så nu skal jeg lige have grundlagt nogle nye rutiner, så min dag er optimeret. I hvert fald indtil næste uge, hvor de er hjemme igen hele ugen.

Men der er altså nogle ting, jeg ikke savner. Her er de i listeform:

  • Børn i undertøj hele dagen. Alternativt shorts, slåbrok, tøjet fra i går og forgårs…[indsæt selv flere muligheder]. Der er nok nogle fra min mands teams-møder, der heller ikke savner det daglige syn af en 16-årig i underbukser
  • DET BRUGTE SERVICE! Det ligner jo at vi har 300 børn med de tallerkener, glas, knive osv. der er overalt. Det er flere gange sket, vi ikke har flere rene glas til aftensmaden, selv om vi har mange
  • Mængderne af mad der indtages, det er jo absurd. Der er åbenbart 7 måltider om dagen. Store måltider. Bortset fra højden, så er de to ældste klart af hobbit-afstamning
  • De konstante forstyrrelser, der ikke er vigtige. “Mor, hvad skal jeg spise til frokost?”. “Mor, hvad er klokken?”. “Mor, skal vi gå i hm efter jul, hvis jeg får gavekort i julegave?”. Og lignende spørgsmål, som jeg helt seriøst forventes at tage stilling til. Jeg savner dog, når de kommer løbende for at fortælle noget godt eller sjovt
  • Sengetøjet der skal vaskes rimelig tit. Fordi de har ligget i det hele dagen lang
  • Elregningen falder formodentlig med 70%
  • Til gengæld stiger vandregningen, fordi de nu er nødt til at gå i bad hver dag
  • Den daglige diskussion om hvorvidt man virkelig skal spise spaghetti med revet ost til frokost. Hver eneste dag
  • Den daglige pakke pålægschokolade der bliver spist. Det er kun en person, der indtager den pakke

Jeg glæder mig allerede til næste uge, hvor alle punkterne bliver dagligdag igen. WOO HOO

Hav en fantastisk tirsdag – måske med lidt ro i hjemmet.

Hilsen Stine

Author

stine@xn--blogogbger-6cb.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *