Pranks for alle familier – eller måske bare nogle

Vi kan godt lide at tage gas på hinanden i min familie. Det helt store hit er den 1. april, hvor størstedelen af min familie går helt amok. Jeg deltager ikke, fordi min mands familie ikke synes, det er helt så sjovt og lige netop 1. april synes jeg også er åndssvag, så tak, men nej tak. Desuden har jeg resten af året til at lave sjov med alle.

Vi har nogle favoritter, som går igen i familien. Min mand har vænnet sig til det efterhånden, men jeg tror, han syntes det var rimelig underligt i starten. Grænsende til personlige angreb nærmest. Vi har noget med at lægge noget i hinandens senge og more os over, hvor længe det kan ligge, inden det bliver opdaget. Jeg har f.eks. lagt et billede af Prins Charles ind i min mors hovedpudebetræk, lige under der hvor hovedet ligger, og det opdagede hun først, da hun skiftede sengetøj. Hæhæ, hun har nok drømt om at bestige den engelske trone sammen med Prins Charles.

Det gik også ud over min mand, da han blev introduceret til familien og jeg vidste, jeg havde valgt rigtigt, da min mor spurgte, om han ville have en drink inden maden. Han svarede (usandfærdigt), at han var ikke opvokset med, man drak og slet ikke inden maden. Min mor blev dybt forfærdet og pinligt berørt og anende ikke, hvor hun skulle gøre af sig selv, indtil jeg var nødt til at træde ind og sige, det ikke var rigtigt. 😄 😄

Min onkel gør det også. I STOR stil. Han bor i Frankrig, emigrerede i slutningen af 60’erne og hans franske venner synes, det var lidt underligt de første par år. Men de vænnede sig til det, som min mand, og efterhånden forventer de nogle morsomme indslag fra hans side. Han er også mesteren i det og kan være yderst subtil. Vi kan alle lære meget af ham

Jeg har mine personlige favoritter. Leveret af diverse familiemedlemmer. De kan få mig til at grine, hver gang jeg tænker på dem og jeg elsker at hive dem frem, når jeg bliver irriteret over et eller andet. Især den med min svigerfar og forklædet, den var fantastisk.

Her kommer nogle af favoritterne til at gøre din fredag endnu mere festlig. Eller bare til at grine af, når du er i dårligt humør. Ingen kom til skade undervejs.

  • Min mor har lige haft fødselsdag, hun fyldte 75 år. Min svigermor havde købt en gave til hende, nogle flasker vin, og min mand spurgte hende, om hun så havde købt snaps. Hun hørte ikke efter og svarede bare ja. Så derfor købte vi en lille flaske snaps og puttede ned i gaven sammen med de andre. Min mor pakkede det hele op og så forundret på snapsen, men sagde ikke noget og satte den hen på gavebordet. Min mor kan ikke fordrage snaps og jeg glæder mig, til hun ringer og takker min svigermor for den
  • Min onkel bor jo i Frankrig. Mine fætre har overvejende franske venner og min onkel syntes, en af dem skulle lære noget dansk. Derfor lærte han ham at sige “juletræsfod”, som i øvrigt lyder virkelig sjovt, når en franskmand udtaler det. Han bildte ham ind, det var et vigtigt dansk ord, man brugte i de fleste høflige samtaler. Når der så kom danskere og besøgte dem og min fætters ven var på besøg, skulle han sige “Juletræsfod” og alle begyndte at grine. Der gik en del år, før han fandt ud af, hvad det betød
  • Da min moster fyldte 60 for nogle år tilbage, havde min onkel sagt, han ikke kunne få fri til at komme til Danmark til hendes fødselsdag. Det var ikke unormalt, det var sådan og så ringede han bare på selve dagen eller til festen i stedet. Til selve festen var min moster i fuld gang med at blive fejret, da der kom en fragtmand og sagde, han havde en pakke til min moster, hun skulle lige skrive under. Hun var meget spændt, især da der blev rullet en ok stor kasse ind, hun havde ønsket sig en eller anden læderlænestol. Det var selvfølgelig min onkel, der var inde i kassen og han havde planlagt det med en af sine venner, der skulle køre ham derud. Min moster blev helt stille for første gang i sit liv, det var en fantastisk prank
  • Og så røg den tilbage til min onkel, som ellers aldrig lader sig overraske. Da han så fyldte 70, skulle han holde stor fest i Frankrig med alle sine franske venner og selvfølgelig sine danske søstre. Min mor og min moster ringede til ham og sagde, de ikke havde råd, fordi de jo også skulle ned at besøge ham i en uge til sommerferien. Det havde han lidt forventet, så det var ok. Men de havde selvfølgelig bestilt rejsen og blev hentet af min tante (på festdagen) i smug og gemt væk i et af værelserne. Min onkel havde travlt med alt muligt andet, som sædvanlig og opdagede ikke, de var kommet. Min tante sagde til ham, hun havde en overraskelse til ham, men han skulle lige lukke øjnene, og så kom min mor+moster ind af døren. Min tante har taget et billede, lige da de kommer ind af døren, og jeg griner hver gang, jeg ser billedet. Min onkel ligner en, der lige har set en blæksprutte danse Riverdance
  • Jeg kom en gang i besiddelse af et forklæde med en nøgen mand og en kylling på, det her. Det vidste vi ikke, hvad vi skulle bruge til, så vi besluttede at give min svigerfar det i julegave. Vi skrev et kort og lagde ved, hvor der stod “Til … fra Else med tak for hjælpen”. Og “Til xxx fra Else” udenpå. Juleaften fik han så forklædet. Min mand spurgte min svigermor, hvem Else dog var, og hun sagde, det var sikkert bare en fra gymnastik eller noget og hun i hvert fald ikke var jaloux, så havde hun ro derhjemme så længe. Han åbnede spændt pakken og læste kortet, og min svigermor læste med over skulderen. “HVEM ER ELSE??? HVAD HAR DU HJULPET HENDE MED?” Nej, hun var ikke jaloux   😄 😄
  • Da min mor skulle møde mine svigerforældre for første gang. Min mor havde tømt sit vinglas, og min svigerfar spurgte, om hun ikke ville have et glas til. Min mand lagde hånden over glasset og sagde, svigermor ikke skulle have mere, for hun blev så ubehagelig og ville lægge arm, når hun blev beruset. Min svigerfar blev helt forskrækket og min mor blev dybt pinligt berørt  
  • Strengt taget er det ikke familie, men siden det var min mand, der gjorde det, er det jo alligevel familie. Til min svogers polterabend, var der mange med, 15-20 stykker. De skulle forbi Hovedbanegården og en af dem skulle lige tømme ryggen, når han nu var der. Det tog liiidt lang tid og de 15-20 stykker stod rundt om trappen, der fører ned til toiletterne. Det trak mennesker til som var nysgerrige efter, hvorfor der var så mange samlet, og de spurgte, hvad det dog var, der foregik. Min mand svarede, det var fordi Kronprinsen lige var gået på toilettet, så der kom rigtig mange mennesker lige pludselig for at se Kronprinsen, når han kom op fra toilettet. Da min svogers kammerat så træder op af trappen, begynder min mand at klappe og alle de andre følger trop. Og det var så sidste gang, min svogers kammerat gik på toilettet på Hovedbanegården  

Hav en fantastisk fredag i det smukke vejr

Hilsen Stine

Author

stine@xn--blogogbger-6cb.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *