5 stykker musik der fremmer kreativitet

Jeg har læst, at musik gør det nemmere for os at koncentrere os og styrke vores kreativitet. Hvis vi skal lave noget, der kræver fuld fokus, kan man måle en markant ændring i hjernebølgerne, hvis man hører musik imens. Afhængig af, hvad det er for noget musik selvfølgelig. Det bedste musik er instrumental, eller bare noget der ikke involverer stemmer, eftersom vi straks skifter fokus til at lytte til stemmerne. Naturlyde virker også fremmende for fokus og kreativitet.

Når jeg maler og tegner, hører jeg altid musik. Jeg kan virkelig mærke, hvordan det gør en forskel i, hvordan jeg arbejder. Der er klart favoritter, nogle musikstykker der er at foretrække til nogle typer arbejde, og så er der dem, jeg undgår. Jeg kan f.eks. ikke tåle at høre bølger, det gør mig svært døsig, og jeg begynder at nikke med hovedet. Jeg kan heller ikke høre opera med undtagelse af Vivaldi. Opera generelt gør mig aggressiv.

Jeg har testet en del musik, og det der fungerer bedst for mig, er klassisk musik. Nærmere bestemt barokmusik og enkelte renæssance-komponioster (Palestrina), som gør mig i godt humør. Og det fremmer min kreativitet. Der er selvfølgelig nogle klare favoritter. Vivaldi står allerøverst på listen. ALLERøverst. Jeg lytter ukritisk til alt, hvad han har komponeret. Dernæst endnu en italiener, Palestrina, der overvejende skrev musik til messer. Nogle af dem er som at høre et kor af engle. Man føler sig hensat til en højere bevidsthed, når man hører det. Hvis jeg virkelig skal tegne koncentreret, f.eks. vanddråber, har jeg brug for musik uden nogle stemmer. Vivaldis “De fire årstider” er måske en kliché, mens fantastisk når man har en større maleprojekt, der skal igangsættes.

Jeg har samlet mine fem favoritter med link til youtube-videoen. Nogle af dem hører jeg hver dag. Andre er reserveret til specielle teknikker eller arbejder.

  1. Vivaldi: Vedro con mio diletto, sunget af Jakub Józef Orlinski. Det er en arie fra operaen Giostino. Jeg har aldrig hørt operaen, men denne arie, sunget specifikt af denne unge mand i præcis denne udgave. Den er guddommelig! Jeg hører den faktisk hver eneste dag, inden jeg går i gang med mine kreative projekter. Den sætter bare et eller andet i gang i min hjerne
  2. Giovanni Pierluigi da Palestrina: Missa Papae Marcelli. Denne hører jeg om ikke hver dag, så flere gange om ugen. I kommentarerne under videoen står der flere steder, det er æterisk og guddommelig musik. Og det er det virkelig. Det er så smukt at lytte til og virkelig dejligt at have som baggrundmusik, når man skal arbejde koncentreret med noget. Lige bortset fra visse steder, hvor tiden står stille, mens man lytter til skønheden. I øvrigt er Palestrina en interessant komponist, læs endelig mere om ham på wikipedia
  3. Vivaldi: Seis Concertos para Violino: Det er en samling af forskellige værker, baseret på violin. Jeg elsker Vivaldis brug af violin, den bliver virkelig udnyttet til alle de lyde, en violin kan frembringe – på en smuk måde. Ikke som dengang min kusines datter var begyndt at spille violin og min fætter stille bemærkede: “Hvem har lukke katten ind?”. Denne samling bruger jeg, når jeg skal freestyle blomster i akvarel. Jeg har brug for violinen, når jeg skal male i stedet for at tænke
  4. Albinoni: Complete Oboe Concertos: Den er fantastisk, hvis man skal tegne noget fantasy, eventyr, scifi-art eller lignende. Når jeg lytter til disse koncerter, tænker jeg altid på Narnia og bliver inspireret derefter. Jeg har tegnet et billede af Hr. Tumnus, mens jeg lyttede til disse koncerter.
  5. Vivaldi: Sileant Zephyri, sunget af Philippe Jaroussky. Jeg ELSKER denne introduziono, som de kaldes, der er en arie, der introducerer et kor efter arien. Hvad der kommer efter denne arie betragtes som tabt. Den omhandler Jerusalems døtre efter Jesu død og sorgen generelt. Den er så smuk og denne hører jeg, hvis jeg er gået helt død i et eller andet projekt. Den kan altid få mig videre

Hav en fantastisk tirsdag med det smukke vejr

Hilsen Stine

Author

stine@xn--blogogbger-6cb.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Manne og Mandse#11

april 21, 2021