5 funfacts om Torino

Mit yndlingssted i hele verden – ikke at jeg er specielt berejst – er Italien. Jeg har mest været i Norditalien, så det er lidt svært at udtale sig om Syditalien, men jeg har dog været i Rom to gange.

Jeg elsker næsten alt ved Italien. Så meget at jeg godt kunne tænke mig at bo der på mine ældre dage. Tilbringe dagene med at male og tømme vingårdens lager, som min mand prøver at fylde op. 😃

I den ideelle verden er vi i Italien en gang om året. Sidste år var det af indlysende årsager aflyst. I år…tjaa, det bliver måske en afstikker i efterårsferien, vi når det næppe i sommerferien, desværre. Jeg kan rigtig godt lide klimaet i Norditalien, men vi havde faktisk planlagt at tage til Pompeji og Rom sidste år, så det kunne jo være superfedt at komme derned år. Syditaliens klima holder jo også til en tur i efterårsferien.

Fordi vi kører derned i bil, ser vi en hel masse forskellige steder, og når alle må rejse igen, tror jeg, jeg vil lave en greatest hits for de regioner, vi har besøgt. Men indtil da tænkte jeg, det kunne være sjovt at lave en funfacts om nogle af de byer, vi har besøgt. Der er så meget historie og de store ting kender alle jo til. Men nogle gange, når man går rundt i timevis, opdager man nogle små sjove ting og historier, som ikke alle lige ved. Og nogle af dem vil jeg servere her.

Vi starter med Torino, som er så fuld af forskellige oplevelser. Rigdom, fattigdom, industri, romerske ruiner. Og de i baggrunden konstante bjerge. Som ser fantastiske ud, når der er tordenvejr henover dem.

Lidt uden for Torino, ikke så langt fra lufthaven. Privat billede fra da vi var der
  1. Navnet Torino stammer angiveligt fra en keltisk stamme, Taurini, der havde til huse i området. Allerede i 218 f.Kr. blev den ødelagt første gang, af Hannibal, den bandit.
  2. Torino har sin helt egen drik, bicerin, som jeg aldrig har smagt, fordi der er mælk i. Den består af espresso, chokolade og mælk og har faktisk eksisteret siden 1800-tallet. Alexandre Dumas lovpriste den i 1852. De forskellige lag blandes ikke, før den serveres
  3. Det hellige ligklæde – her i familien hedder det så Det Hellige Ligklæde. Det mest underlige der er foregået i forbindelse med ligklædet er et eksperiment i Colorado i 1978, hvor man live-testede hvordan en korsfæstet ville lave aftryk på et klæde. Subjekterne døde ikke, og der var læger tilstede for at tilse dem, men man forsøgte rent faktisk at efterligne en korsfæstelse…..Og som afslutning på det kan jeg fortælle, at vi herhjemme kalder det for Det Hellige Håndklæde, fordi mit ældste barn i Torino var træt og gerne ville have en is, mens vi var på sightseeing. Og i frustration råbte han: “Men hvornår skal vi se der der Hellige Håndklæde?”. En sætning der vil forfølge ham for evigt hæhæ.
  4. Torino var en af de mest bombede byer i Italien under 2. Verdenskrig. 40% af husene blev ødelagt og en stor del af industrien, hvilket efterlod Torino i en tilstand af U-land efter krigen. I 2018 var det nr. 78 af de rigeste byer i verden og har således rejst sig af støvet. Bogstaveligt talt…
  5. Le Nuove: Tidligere et fængsel som blev opført i årene 1857-1869 for at samle alle fanger centralt i stedet for at have den fordelt over hele byen. Stort set alle partisaner i Italien under 2. Verdenskrig døde her. Det forfærdelige skete fra 1922 og frem, hvor fascisterne begyndte at bruge det til politiske modstandere og jøder, som blev tortureret og døde i massevis. Nazisterne fik sågar deres egen afdeling. Afskyeligt. I 1990’erne blev det brugt til HIV-smittede, narkomaner og ugifte mødre fordi der ikke var plads andre steder. En frygtelig historie, men det interessante er, at det drives af frivillige som er efterkommere af nogle, der sad der under 2. Verdenskrig.

Hav en fantastisk tirsdag – indendørs, håber jeg.

Hilsen Stine

Author

stine@xn--blogogbger-6cb.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Manne og Mandse#12

maj 5, 2021