5 fun facts om Lazise

Det ser ud til, vi kan komme til Italien denne sommer. De der skal vaccineres, bliver færdige midt i juli og de yngste bliver kviktestet. Og jeg tænker, der bliver åbnet endnu mere op, så vi kan undgå karantæne, hvis vi bare bliver testet.

Og skulle vi nu tage derned, så påtænker vi denne gang at tage til Lazise. Vi er virkelig, virkelig glade for Sirmione-området i den sydlige del af Gardasøen, men det er problematisk at oplade Teslaen dér, hvorimod det er rimelig nemt tilgængeligt på østsiden, så det bliver omkring Lazise. Som i øvrigt er der, min mand holdt alle sine barndomsferier.

Og derfor synes jeg, vi har brug for nogle funfacts om Lazise. Jeg tænker mest på det som en turistfælde, så det ville jo være dejligt at blive lidt mere oplyst.

Her kommer 5 oplysninger for dem, der gerne vil vide lidt mere om Italien end bare vin, pasta og fantastisk vejr:

  1. Otto den 2., kejser af det Hellige Romerske Rige, gav i 983 indbyggerne af Lazise rettighed til at bygge forstærkninger omkring byen og undtog dem fra skat. Derudover fik de autonomi i forhold til økonomiske og kommercielle anliggender og Lazise betragtes derfor i dag som den første kommune i Italien, måske endda i hele Europa
  2. Efterfølgende blev Lazise, rimelig usædvanligt for den tid, den første by i Italien (nok Europa i virkeligheden), der havde bystyre, som bestod af 18 personer, hvor Kejseren ikke blandede sig, autonomien taget i betragtning
  3. Dogana Veneta blev i det 16 århundrede brugt til fremstilling af saltpeter til krudt. I det 17. århundrede repræsenterede bygningen grænsen mellem Lombardiet og den Venetianske Republik og skibene skulle sejle under portene for at anløbe havnen
  4. I modsætning til strandene ved resten af Gardasøen er stranden ved Lazise fuld af hvidt, lækkert sand, som vi kender det herhjemmefra. Det er fordi man har fragtet sandet ind fra Adriaterhavet
  5. Kirken SS. Fermo and Rustico blev bygget i den tidligere Middelalder, blev nedbrudt over tid og blev genopbygget i 1571. Det sjove er, at pengene, kirken blev genopbygget for, kom fra indtægter/bøder fra vindruetyve. Kirken har været brugt til meget andet end kirke siden, men det er blevet besluttet at genopbygge den endnu en gang, så den kan bruges til kirke. Jeg går ud fra, pengene kommer et andet sted fra denne gang…
En strand ved Adriaterhavet, hvor sandet i Lazise kommer fra
Doganan Veneta i midten med det to porte

Hav en fantastisk tirsdag.

Hilsen Stine

Author

stine@xn--blogogbger-6cb.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *